De aktive familiespejdere fik budt 2015 velkommen

 

"Nyt år", ikke "nytår" måtte jeg understrege, da jeg i efteråret indsendte invitationen til "Det for børn og unge". For selvom vi er blot et par dage fra nytår, skulle der i dag til familiespejd være fokus på, at vi tager hul på et nyt år.

 




4 familier bød i dag 2015 velkommen i Fasanhuset. Vi startede som sædvanligt med en lille gåtur ud i skoven for at finde materialer til dagens projekt, nemlig at lave en flot kalender dekoreret med naturens materialer. Indenfor blev alverdens farver, lim og de indsamlede materialer svinget og snart var vi langt henne i 2015. Det kan være lidt svært at få visne blade til at passe til Juli, men så måtte der tænkes kreativt med blad- og tommelfingertryk. Indimellem gik det produktionen så stærkt at Januar forsvandt for en familie, så hvis en af de andre familier har fået 2xJanuar vil Christian blive en glad dreng for at få hans flotte Januar tilbage.
 
Flittighed var der også ude, hvor flere børn og voksne hjalp med at samle og kløve brænde til mange nye bål i 2015. Dejligt!! Vi sluttede dagen af med nybagte kardemommeboller og varm kakao og ønskede hinanden et godt nytår. - Nogle gik vist glip af bollerne, fordi trætheden faldt over dem i løbet af eftermiddagen.
2015 byder for familiespejderne på rigtig mange nye og spændende oplevelser og vi vil opfordre jer til at tjekke vores kalender på hjemmesiden for det næste halve år. Lørdag d. 17. januar er der nytårsparade for hele spejdergruppen og søndag d. 25. januar mødes vi igen i Fasanhuset til familiespejd med lys som tema.
 
Velkommen til 2015 og tak for 2014 både til familierne og vores trofaste hjælpere.
Dorthe K.

Juleværksted - Den store kasse med julepynt


1. søndag i advent, åh allerede!!! Julestress og jag er ved at forplante sig i alle de danske hjem og kalenderen er overbelastet af de mange sociale og underholdende arrangementer. Måske derfor manglede vi nogle af de tilmeldte familier i dag. Men de fremmødte fik en god portion af julehygge i rolige og skønne omgivelser, samtidig blev der lavet julegaver mv. Getrud Sand havde fundet den store kasse med julehumør og pynt frem fra Fasanhusets loft og alle rum indenfor var stopfyldt med aktiveter.
 
Først gik vi en tur for at samle pynt til juledekorationer, skoven bød på masser af mos, så vi skulle ikke på husets tag efter mos i år. Der blev samlet kogler, bog, pyntegrønt mv. De søde og uundværlige familiespejderhjælpere havde allerede sørget for træskiver og ler til dekorationerne, så det var bare at komme igang i værkstedet, da vi kom retur til Fasanhuset.




Ved bålet var der æbleskiver og lidt sødt dertil. I mens fingerne blev varmet ved bålet gik snakken lystigt og ungerne fik vist spist godt, så der var energi til julegavefremstilling indenfor. I huset kunne laves garnnisser og piberenser blev bukket til julepynt. Små fliser blev malet med keramikmaling og kun fantasien satte grænser for dekorationerne. Sikke et flot badeværelse man kunne lave med sådan nogle fine juletegninger. I køkkenet blev der trillet og bagt pebernødder, så hele huset duftede skønt af jul.

Det var med fyldte hænder, vi sagde tak for denne gang og på gensyn d. 28. december, hvor vi skal byde det nye år velkommen på en kreativ måde med naturens materialer.....

Glædelig jul til alle familiespejdere.

Dorthe K.

PS. Hvis kalenderen kan levne plads til endnu et julearrangement, så er der i aften d. 3/12 juleafslutning for alle spejdere kl. 18.30 Emil Boisens gade 31. Husk tilmelding pr. sms.



Den forklædte 95 års fødselsdagsfest uden fødselsdagssang

De grønnespejdere i Horsens fyldte d. 16/9 95 år, men for børn kan det være svært at forholde sig til. Derfor valgte vi, at familiespejderne fejrede Bamses (verdens stærkeste bjørn) fødselsdag. - Og så undgik vi at flødeskummen på lagkagen smeltede pga. de 95 lys, vi skulle ha i kagen.


Vi mødtes som sædvanligt ved Fasanhuset kl. 14, vi gik en tur i skoven og så på nogle fantatiske træer og buske. Først fandt vi syltetøjstræet, dernæst hasselæg på en hasselægbusk og tilsidst bamses tryllepulver, som hang i et træ. Sikke en lagkage-botanik fasanskoven byder på, og så endda med datostempel på hasselæggene og syltetøjet i glas med skruelåg, wauw.

Ved Fasanhuset var der imellemtiden stillet borde op til kreative småting, og bålet var der godt gang i. Der var mulighed for at lave flagguirlander med bamsemotiver, male flag til at sætte på pinde fra skoven og bage lagkagebunde over bålet. Endvidere blev der lavet flotte buketter til fødselsdagsbordet, imens lagkagebundene kølede af. Alle familier fik lavet nogle flotte lagkager med creme, syltetøj, fløde og krymmel. Lagkagerne nød vi i det smukke og varme efterårsvejr med kaffe og saftevand til. Jeg ved ikke med de andre børn, men min datter var ikke voldsom sulten efter aftensmad ovenpå al det lagkage.






Vi hyggede os så meget, at vi helt glemte at synge fødselsdagssang for Bamse. Derimod kunne vi voksne så glæde os over, at børnene på kryds og tværs af familierne og alder legede og hyggede sig i løbet af eftermiddagen. Vi havde i dag hele 4 nye familier med, og de "gamle" familier var rigtig gode til at vise de nye vores hus og omgivelserne. Snakken og legene gik så godt, at de sidste familier først tog hjem kl. 17. Flere familier var inde og hjælpe med opvasken og oprydningen, mange tak for det.

Næste gang lørsdag d. 25. oktober mødes vi til fælles Halloween arrangement på Fabriksvej 12 i Horsens.

Tusind tak for en herlig efterårsdag i Fasanskoven.
Dorthe K.



Lille, Stor, Mega legedag øh legebørn

I dag skulle være vores store legedag og dermed afslutningen på en endnu en sæson med familiespejd. Men stemning var mest til hygge og bål.


7 familier var mødt op i fasanskoven, og var klar til at hygge og lave bål, for med sankt hans aften i morgen, skulle vi lige brænde en heks af og lave lidt søde snobrød med kane/sukker, og så kunne vi også afslutte sæsonen med maner.

Eftermiddagens første opgave var at finde tørt brænde i skoven til et mega bål og sikke en masse kæppe der blev fundet og slæbt retur til fasanhuset. Der blev øvet med økser og knive.








Bålet var snart lavet og så var det bare lige at få tændt bålet, men vinden var drilsk, så det kneb lidt at få en fælles tænding af bålet. Men missionen lykkes og kort tid efter var heksen erstattet af gode gløder til snobrød rullet i kanel/sukker. Der blev rigtig hygget omkring bålet og nydt snobrød, pølsehorn, kaffe og saftevand.

Efter at ha slået mave blev der spillet bold (det er jo VM pt.) og eftermiddagen blev afsluttet med en omgang dåseskjul, hvor der indimellem måtte fotos til at afgøre, hvem der var først ved dåsen. Døm selv hvem der nåede dåsen først af de to store legebørn.

Det blev ikke helt til den store legedag i dag, men jeg formoder at alle havde det hyggeligt og morede sig. Til dem som ikke fik afslutning nok i dag, så husk hele gruppen har fælles afslutning på onsdag kl. 18.00 på fabriksvej, og familiespejderne er som altid velkomne til at deltage.

Tak for en forrygende sæson og god sommer. Vi ses d. 10. august kl. 14 i fasanskoven.

Spejderhilsner

Dorthe K.

PS. Husk at sætte kryds i kalenderen sidst weekend i august, hvor vi på middelalderfestivalen skal tjene penge til endnu et års husleje af fasanhuset.

I kø for at se køer og rockere - Bondegårdstur

Lørdag d. 24. maj var vi på bondegårdsbesøg hos Ole på hans gård i Lund. Det var en helt fantastisk oplevelse for store og små, og til vores trofaste spejdere, som ikke var med, kan vi kun sige, i gik virkelig glip af en god dag på landet.


Landmand Ole bød os velkomne og fortalte kort om hans gård, de mange jersey-køerne, hans familie og ham selv. Dernæst gik vi i standene og så de søde kalve. De var lidt sky i starten, men fandt hurtig ud af vi alle havde hænder, som de kunne sutte på, og det var jo også dejligt at blive nusset lidt. Jeg ved ikke helt om det var kalvene eller spejderne som nød det mest, men det var ihvertfald svært at løsrive sig.

Ole viste os dernæst hvordan man malker en ko, men inden da skulle vi lige vise, hvor dygtige malkepiger og drenge vi var.  Nogle havde bedre håndlag end andre, men mælk kom der efter lidt øvelse, og dem som bare lige kunne malke mælk med det samme, må have læst på pensum inden besøget. ;-) Ole viste kort hvordan en malkning foregik og børnene var noget overrasket over, hvor meget der kom i løbet af et par minutter. Vi fik også set, hvor den rigtige malkning foregår to gange om dagen. Ole fortalte at det normalt tager ca. 2 timer for en ansat, at malke gårdens ca 110 malkekøer.

Rundturen gik nu videre til jordemor-stalden, hvor de køer som er gravide står og hygger sig inden deres termin og sikke tyk sådan en slank jersey-ko kan blive, når den er gravid. En malkeko er ca 2 år gammel når den føder sin første kalv og starter mælkeproduktionen. Der var rigtig gang i snakken på fødegangen, muh muh muh. Snakken gik også, da vi kom ud i "supermarkedet", hvor der var halm mv. til køerne, for Ole lovede 5 kr. til de unger, som kom helt op i toppen af tovet i laden. Men trods mange ihærdige forsøg på at nå toppen, så lykkes det ikke ungerne at tjene en femmer.

Rockerborgen så vi også, det var stalden hvor tyrekalvene stod og hyggede sig. Ole kaldte dem rockerne, fordi de ikke var til at stole på og kun var stille, når slagtebilen kom. Vi grinede lidt af rockerne, men ingen havde lyst til at komme nær disse dyr, man ved aldrig med en tyrekalv.......

Vi sluttede rundvisningen af med at høre lidt om landmandslivet og nød kaffen og de dejlige kager i på gårdspladsen. Både store og små nød det dejlige solskinsvejr og der blev leget, spillet bold og nogle snød sig lige ind til de søde kalve endnu engang, inden vi sluttede af. Mange tak til Ole, som havde lyst til at vise os rundt på hans dejlige bondegård.

Næste gang d. 22. juni mødes vi til stor legedag i fasanhuset.

Spejderhilsner
Dorthe K.





 



Strandtur - Den løbske snobrødsdej og krabberne fik hedeslag

27. april og knap 20 grader, perfekt til strandtur ved Langelinie og sikke en succes. 11 glade og afslappede familier var med i dag og, vi havde en fantastisk eftermiddag.


Jeg indrømmer det, jeg elsker familiespejd, og det samme gør min familie. Der er tid til at hygge, lege og snakke, vi lærer hver gang noget nyt, og i dag lærte jeg, at knap 5 kg. snobrødsdej bare ikke kan tæmmes. Først gik det ud over min røremaskine, som var smurt ind i dej, efter dejen havde hævet lidt for hurtigt (jeg havde ellers kun brugt en pakke gær). Dernæst hævede det voldsomt, mens vi fangede krabber, og var ved at løbe ud af både røreskål og kurv.

Så var der kun et at gøre, nemlig få samlet de mange unger og få dem til at tæmme den uvorne snobrødsdej. -
Så lærte dejen det på den hårde måde, og maverne blev fyldte med snobrød. 2:1 til snobrøddejen, men jeg skal nok få dejen lært at blive i røreskålen til næste gang, og røremaskinen er nu igen pæn. ;-)

Men vi lavede skam også andet end at tæmme snobrødsdej.
Vi startede med at lave fiskestænger til krabbefiskeri med sild.

Fiskestængerne blev rigtig fine, og snart var alle unge ude med snøren, men krabberne de havde fået tidligt hedeslag og lå slappe på bunden og gad slet ikke bide på.

De mest tålmodige fik 6 krabber i løbet af en lille time. En knægt konstaterede, "at der var langt til rekorden på 100 krabber", som Jesper pralede med, inden vi gik igang med fiskeriet. -

Måske skal vi bare lade krabbefiskerne fra Beringshavet, som vises på Discovery Channel, om det der krabbefiskeri og gå i land.

Lidt slukørede kom familierne tilbage til vores "lejr", men vi fik snart vendt stemningen med lidt godt til maven.
Først snobrød og dernæst kulmule på bål med krydderier, citronsaft og friske krydderurter. Mums det smagte godt og sikke dygtige børn vi har i familiespejdergruppen. De er nogle sande mesterkokke.

Resten af eftermiddagen gik med snak og hygge, det var så hyggeligt at de sidste familier blev hængende og måtte sendes hjem med lidt røg og flyvaske. Tihi.

Tusind tak for en herlig strandtur

Dorthe Kaihøj

PS. Næste gang mødes vi d. 24. maj kl. 14-16, hvor vi skal på bondegårdsbesøg. Lidt reklame den 14. juni er der tømmerflådedag på Langelinie for hele Horsensgruppen, familiespejderne er selvfølgelig meget velkomne til at deltage.

Påskeæg, påskekylling, påskefarver og så såede vi grønt til påske-æggemadderne

Julen - nej undskyld påsken står for døren, og vi har lige som skoven rygende travlt med at blive påskeklar.


Det var med gru, jeg for en måned siden gjorde forårsrent i vores smsliste, for gad vist om jeg nu havde været for grundig med støvkosten? Men nej i dag mødte 10 familier op og heraf var 3 nye og en enkelt familie var genganger fra 2013, så vores familiespejdere ser ud til at have vokseværk. Fedt!

Humøret var højt, og som altid artede vejret sig godt. Vi gik på jagt efter reder i skoven og selvom de grønne æg så naturtro ud, så kunne de skam spises og smagte dejligt af chokolade og marcipan. Alle 5 reder blev fundet, og mens fuglende sang og fløjtede på livet løs gik vi tilfredse tilbage til fasanhuset. Foråret er kommet til fasanskoven, og skoven har forrygende travlt med at gøre sig grøn, smuk og lækker.

Travlt fik vi også. Vejret var til ude-klip-og-klister, så vi slæbte borde og bænke ud, tak til de friske forældre som gav en hånd med at gøre klar. Snart var alle bænket, og vi gik i gang med at omdanne mælkekartoner til påskebakker med og uden hank, hvori såmaskinerne kunne kaste løs med karsefrø, så karsen kan være klar til påske. Små søde kyllinger blev der også klippet, æggebakker og køkkenrullerør blev til påskeharer og endnu flere kyllinger. Ja inden vi fik set os om, var markerne sået, og masser af kulørte dyreunger kommet til verden på børnenes egne små gårde.

Vi skulle også trille med æg, det stod Linda for og sikke alle de æg der skulle koges og pyntes i alverdens farver og mønstre, det ene æg flottere end det andet. Wauw, sikke kunstnere vi har blandt børnene. Så lød startsskudet til æggeløbet og der blev kæmpet om de flotte præmier. Til taberne var der indbagte chokoladeæg, mums de var gode og sikke en æbleskivebager vi har blandt forældrene.

2 timer går hurtigt i godt selskab, og sikke en dejlig stemning vi har hver gang. Der er aldrig nogle som brokker og klager sig, vi nyder bare at være sammen og hjælper hinanden. Hvor er det bare dejligt. Dejligt er det også, at vi har så mange ledere, assistentere og frivillige i Horsens-gruppen, som har lyst til at give en hånd med til familiespejd. Uden jer var der ikke familiespejd og tak for at I måned efter måned bruger minimum 5 timer på, at vi familiespejdere kan have 2 timers kvalitetstid med vores børn. - Ja i læste rigtig, hver gang startes der i fasanhuset kl. 12 med at klargøring og kaffebrygning, og efter familierne er gået hjem bruges der ca. 1 time på oprydning og opvask. Et tydeligt eksempel på at man ikke går til spejder, man er spejder!
 

Næste gang 27/4 mødes vi på Langelinie ikke i København, selvom vi kan garantere, at havfruen er tilstede så nøjes vi med Langelinie i Horsens, hvor vi  bl.a. skal fiske krabber og stege fisk.

Spejderhilsner
Dorthe K.

Historien om giraffen Sebastian, den stædige vindrueklase og alle de andre fastelavnsklædte børn i fasanskoven




I dag mødte masser af fastelavnsklæde unger frem i den forårskåde skov for at slå katten af tønden. Ja selvom det stadig er februar, er det forår, og de 10 graders varme blev nydt i fulde drag, for sidst vi var af sted var der monsterkoldt i skoven. Udover at vi skulle nyde varmegraderne i skoven var dagens formål med gåturen at samle ris til fastelavnsris, men inden vi kom så langt, serverede Jesper friske skud fra skovbunden. Mums de smagte godt.

Med ris i favnen vendte vi tilbage til fasanhuset, og vi fik travlt med at være kreative. Der skulle laves katte, males tønde, og ikke mindste risene skulle pyntes og være klar til at rise mor og far til fastelavn. Godt vi var mange til at formålet, og jeg tror, alle nåede deres gøremål, inden vi kaldte til samling, for nu var tønden klar.eksen, Ninjaérne, Piraten, Punkeren, Mariehønen osv. osv. stod klar på række til at få grønt lys til at slå katten af tønden, så vi kunne få kåret kattedronningen og kattekongen. Og ned kom tønden, selvom en enkelt ikke var med på legen, for vedkommende opdagede til sin skræk at der var en plyskat inden i tønden. - Og man har jo hjemmefra fået belært, at man ikke slår på bamser eller hunser med katten......

Katten overlevede og det samme gjorde Giraffen Sebastian, som sammen med alle de andre festklædte børn fik lov til at nyde fastelavnsboller, saft og juice i fasanhusets fine stuer, nu hvor det er en festdag. De voksne fik også serveret fastelavnsboller og kaffe i de fine stuer, og snakken gik lystigt, og om vi hyggede os? - Ja mon ikke, selv over den efterfølgende opvask.

Nu sidder jeg her og summer over dagens dejlige begivenhed og får øje på fastelavnsdragt med påsyede bourgogne farvede balloner og en yndig grøn hue med kviste og fine blade. Sikke et spild, for min datter var den stædigste af alle ungerne og ville bestemt ikke være vindrueklase, så mon ikke vi bare næste år satser på et Anna-kostume med dertilhørende dunjakke.

Et er sikkert vi glæder os til d. 30. marts for så skal vi fejre påske med familiespejderne og måske får vi igen lov til at betræde de fine stuer.
Spejderhilsen
Dorthe K.


Vi gjorde en, to nej hele tre gode gerninger for fuglene trods frostvejr og vind.

Dagens tema var vinterens fugle, og vi så både gråspurve og solsorte, som var på jagt efter føde i det kolde vejr. Vi bankede og hamrede, rullede og fyldte i et væk for at servicere fuglene, men lidt kom der også i vores maver.

Gåturen var i dag kort og foregik lige rundt om fasanhuset, vi listede os først langs huset og iagttog fuglene på afstand, dernæst listede vi skovstykket ved fasanhuset og talte om fuglenes foder og hvilke livretter, fuglene har.

Tilbage ved fasanhuset var der mulighed for at lave fuglefoder i de medbragte mælkekartoner og kokosnøds-skaller, det var et stort hit for store og små. Gør-det-selv-folket med trang til elektrisk boremaskiner kunne få deres lyst styret med at bore huller i træplader, som med lidt fingerfærdigheder og snor kunne blive til foderpladser. - Og både fugle med hang til en-familiesbolig og etagebyggeri blev tilgodeset og som tilvalg kan fuglene vælge med og uden gitter til at holde fugleungerne inde til foråret. - Kun fantasien satte grænser og en enkelt far, måtte vige for sine døtres krav om at komme hjem i varmen, ellers var der nok et par fædre at finde i fasanhuset endnu igang med hammer og boremaskine. Der blev også lavet lidt reparationer af skovens fuglehuse, som havde fået tagskade. Om det var Bodil eller Allan storm, der havde lavet stormskadene, melder historien ikke noget om. Men summen blev at fuglene både fik foderplads, nyt tag og masser af foder.

Med inspiration i fuglenes mad, blev der bagt knækbrød med mange saftige kerne over bålet. Vi havde for en sikkerheds skyld bagt lidt knækbrød i forvejen. - Og det viste sig at være en god ide, for det var svært for små kolde børnehænder at rulle dej ud. Til knækbrødet fik vi varm saftevand og kaffe. Det var ganske fantastik at nyde i det kolde vejr, for at holde familiespejd i 3 graders frost kræver solide børn, og det må vi sige vi har. - Og journalisten og fotografen fra Horsens folkeblad, som var med i dag, var imponeret over vores dejlige gruppe af familiespejdere.

Spejderhilsner fra Dorthe K

Nytår i skoven

Glimmer, champagne og en hel pose med varm luft



Sidste søndag i december mødte store og små op i fasanhuset til nytårskur. Men inden vi kunne skåle i champagne i foldet papirsglas og nyde den friskbagte kransekage måtte vi både ud og studere træer samt være kreative. Dagens gåtur i skoven var kort men enormt informativ om træer, og dem er der rundt om fasanhuset mange forskellig af. Bl.a. fandt vi snylteplanter som var sprunget ud med lysegrønne blade og flere træer var på spring til at springe ud. - Meget underligt, når vi skriver nytår om blot et par dage. Drengene gik undervejs på opdagelse ved åen og glemte alt om træerne.


Tilbage i fasanhuset fik vi gang i fremstillingen af kransekage bagt i kagedåser med sand. I mens kagerne bagte på bålet, blev der lavet nytårshatte med blomster, hjerter og glimmer - masser af glimmer. Meget flotte nytårshatte i alverdens farver rendte snart ude og inde. Der blev foldet champagneglas i papir og lavet en stor luftballon med nytårsønsker.
Vi sluttede dagen af med at skåle i børnechampagne dvs. hyldeblomstsaft med dansk vand i de nyfoldede glas og dertil nybagt kransekage. I mens Liane og Jesper sendte luftballonen afsted, dog blev det en kort fornøjelse for luftballonen stod i flammer efter 5 sekunder. - Et nyt forsøg blev gjort inden oprydning, men også denne luftballon viste sig at være en pose med varm luft. Håber 2014 bliver bedre end luftballonerne.
På gensyn i 2014. I januar både d. 11/1 til nytårsparade og familiespejd d. 26/1.
Dorthe K