Hyben, pandekager og masser af hindbær

Så kom vi igang med sæson 2015-16 for familiespejderne. En skøn start med masser af solskin og glade familier. 

Dagens tema var hyben, men inden vi kunne smæske os i lækkerier og lege med hyben, tog Jesper os ud på en lang gåtur. Vi kiggede nærmere på skoven og der blev pillet, rodet og væltet træstubbe, så skovens smådyr såsom tusindben, regnorme og edderkopper kunne undersøges. Vi mødte også en masse små frøer, og der blev snakket om flåter. Undervejs gjorde vi stop ved hindbærbuske, hvor der blev samlet rigtig mange skovhindbær, nøj de smagte godt. - Tror vist alle børn fik mindst en kop fyldt med hindbær på turen.

Tilbage ved Fasanhuset blev der bagt pandekager, lavet hybenkrydderi til senere brug og hybensirup alt foregik over bål. Mens kaffen og saftevandet blev nydt blev der hygget og snakket. En skøn dag sluttede med opvask og lidt mere hyggesnak inden turen gik hjem. Vores unger faldt i søvn på vej hjem, og appetiten til aftensmaden var ikke så stor, for maverne var fyldte med lækkerier hos familiespejderne.


Spejderhilsner

Dorthe K.

PS. Næste møde er 27/9 i Fasanhuset 14-16. Husk der er opstart i gruppen på onsdag d. 12/8 kl. 18-19.30 på Fabriksvej.