Årets sidste familiespejd - en hyggedag i skoven ovenpå julens glæder

3. juledag, gad vist om nogle er friske på familiespejd? Jo vi endte skam med at være 5 voksne, 7 unger og en håndfuld friske ledere, og vejret var skønt ovenpå 1½ døgns konstant regn.

Vi havde i dagens anledning opfordret familierne til at medbringe klapvogne, bærerygsække, kælke (ikke nødvendige med det varme vejr vi har pt.), cykler mv. for vi ville gå en lidt længere tur i skoven. Dels for at se lidt nye steder i skoven og dels for at få rørt kroppen ovenpå julens glæder. Snakken gik lystigt, for der sker meget på et par måneder og familiespejderne er blevet forøget godt i løbet af efteråret, så vi havde både en baby med på 10 uger og en på blot 9 dage. Ja de helt små var klædt i plys-heldragter og blev snart døbt brunbjørn og isbjørn (se billeder af de små nederst i blogindlæget). De lidt større børn hyggede sig gevaldigt med at gå i vandpytter og krydse mudrede forhindringer på turen rundt. Indimellem måtte vi stoppe op og redde de friske drenge, når mudret spændt ben eller vandpytten var dybere end forventet.

Tilbage i Fasanhuset brugte vi værkstedet til dels at lave lidt fuglefoder til skovens fugl og til at få varmen med æbleskiver, kaffe og saft. Vi dyppede kogler i varm palmin og dernæst rullede vi koglerne i fuglefoder, nogle gamle æbler blev trukket på snorer og det hele blev hængt op i de nærmeste buske eller tager med hjem til eget brug. I mens vi spiste æbleskiver blev der rigtig hygget og snakket indenfor. Ved bålet lavede vi popcorn og de skønne unger fik også leget på kryds og tværs mens de mindste fik en lur rundt omkring Fasanhuset.

Vi sluttede af med at ønske hinanden godt nytår. Næste gang vi mødes er d. 31/1 kl. 14-16 i Fasanhuset. Der er også mulighed for at deltage i gruppen nytårsparade d. 16/1.

Nytårshilsner til alle familiespejder. Dorthe K.